Læs vores privatlivspolitikPrivatlivspolitik

Appel til statsministeren: - Åbn dog grænsen i denne uge

Det giver unødig uro at opretholde grænse-restriktioner ind og ud af de syv kommuner. Det mener formanden for DI Thy-Mors

Det giver unødig uro at opretholde grænse-restriktioner ind og ud af de syv kommuner. Det mener formanden for DI Thy-Mors
- Det er utroværdigt og giver uro, at regeringen opretholder spærrezonen ud og ind ad de syv kommuner, mener Tage Odgaard Nielsen. Arkivfoto

NYKØBING: - Hvis jeg beordrer mine medarbejdere til at tage på arbejde hen over kommunegrænsen, bliver jeg let upopulær. I Aalborg så vi et murer- og et tømrersjak være ved at komme op at slås. Det samme skete i et vvs-firma i Thisted på grund af en medarbejder fra Mors. Det er simpelthen ikke holdbart!

Sådan siger direktør Tage Odgaard Nielsen, formand for Dansk Industri (DI) Thy-Mors. Restriktionerne for syv nordjyske kommuner blev lempet mandag, så borgerne må tage på arbejde på tværs af grænserne mellem dem. Men det henstilles fortsat, at krydsning af kommunegrænser ud og ind ad af de kommuner undgås.

Skypede med statsministeren

Det skaber uændrede problemer for virksomheder i Thy og på Mors, som har ansatte bosat på den anden side af kommunegrænsen. Det har Tage Odgaard talt med statsministeren om i sidste uge.

- Jeg deltog i et skypemøde med Mette Frederiksen. Hidtil har det været tilladt for virksomheder, der udfylder samfundskritiske funktioner at lade medarbejderne pendle ud og ind af de syv kommuner. Nu er det lempet til, at hvis situationen er kritisk for virksomheden selv, må medarbejderne gå på arbejde. Det er jo et urimeligt valg og ansvar at stille den enkelte virksomhed over for, siger Tage Odgaard Nielsen.

Skæv konkurrence

Han tilføjer, at virksomheder i samme branche kan blive bragt i en urimelig konkurrencesituation, hvis den ene overholder henstillingen om at lade de pågældende medarbejdere blive hjemme, og den anden lader alle mand møde ind. Specielt små og mellemstore virksomheder som Tage Odgaards egen Frontego kan blive ramt.

- Nu har vi heldigvis kun to medarbejdere fra Thisted. Men jeg håber og tror, at grænsebommen ved Vilsundbroen vil blive hævet i løbet af ugen. Alt andet vil være urimeligt. Formentlig er denne bestemmelse blevet opretholdt, fordi det politisk ville have virket utroværdigt at hæve alle restriktionerne på én gang, mener DI-formanden.